Det sidste af det sidste

Saa er det vist blevet min tur til at skrive min del af det sidste indlaeg her paa bloggen. Og jeg maa nok hellere bare begynde fra hvor vi slap.

Efter nogle dejlige dage i Arequipa, tog vi den 9. oktober tre timer ud til Camana ved kysten i haabet om at finde lidt godt strandliv, men nej.. Camana i sig selv var ganske hyggelig, men stranden 2 km vaek og al liv omkring den blev skyllet vaek af en tsunami for 7 aar siden og er aabenbart ikke helt kommet paa benene endnu. Saa efter en enkelt dag i sandet, der resulterede i to meget forbraendte piger, skyndte vi os videre til Nazca 7 timer laengere mod nord.

Nazca er kendt for sine "Nazca-linier", der er kaempe aftegninger i oerkensandet 20km nord for byen. Linierne er lavet for 2000 aar siden af Nazca kulturen og det helt store mysterie er, at ingen rigtig ved, hvordan eller hvorfor. Der gaar dog mange teorier om en forbindelse med stjernene og planeterne, mens andre mener, at linierne og billederne er beskeder til guderne. Man ser bedst aftegningerne fra luften, men Mette og jeg undgik hoejderne og kravlede i stedet op i et udsigts taarn, hvorfra man kunne se to af de 12 mest kendte aftegninger. Her staar jeg foran "Traeet", som man kan ane aftegnet i sandet bag mig.

Og det andet sandmysterie, vi saa, kaldes "Haenderne" eller "Froeen" alt efter, hvordan man ser det.

Vi boede i Nazca paa et hyggeligt hostel og blev der nogle dage, for bare lige at nyde det hele lidt, men den 14. oktober om aftenen tog vi en 14 timers natbus videre mod Cuzco.

Vi brugte vores foerste dag i Cuzco paa at faa sovet ud og fik derefter set lidt af byen. Andendagen brugte vi derimod paa at shoppe det kaempe marked tyndt for mulige alternative treks til det saa beroemte Inka Trail, der slutter oppe ved Machu Picchu. Vi fandt et saakaldt Inka Jungle Trail paa 4 dage, som paa foerstedagen startede med en tre timers downhill-tur paa mountainbike, der, paa trods af virkelig daarlige cykler og en konstant frygt for sammenbrud, var frygtelig smuk.

Vores foerste nat overnattede vi i en lille by, Santa Maria, og besluttede os for, at muligheden for endelig at faa brugt de myggenet, vi har slaebt rundt paa i 4 maaneder, var kommet. Noedvendigheden var dog nok meget begraenset!

Andendagen skulle vi vandre 8 timer fra Santa Maria til Santa Teresa. En meget smuk tur med en masse op og ned (dog mest op, til lettere utilfredshed hos Mette og jeg) i junglebevoksning, samt tre kilometer paa de rigtige gamle inkastier. Det var saa flot en tur og vi blev lige imponerede over nye vilde frugter hver gang, vi saa dem - til stor frustration for vores guide, som ikke syntes, at billedetagning var verdens mest noedvendige ting. Nydelsestur var dog vores indbegreb af det hele og det forstod han vist ogsaa til sidst. Naesten i hvert fald.

Vores foerste pausested var i et lille hus med en meget soed abe, som var meget glad for chokolade og for at faa flaske hos Mette.

Og derefter gik turen ud i et meget smukt landskab paa de gamle inkastier.

Et enkelt oejebliks uforklarligt overskud hos Mette, naesten ved toppen.

Vi spiste frokost et lille sted nede ved floden, hvor marsvinene loeb rundt i koekkenet. De er en ret normal spise hernede, men vi har ikke helt faaet det proevet, da rygterne siger, at de skulle komme hele, spiddet og stegte ind paa en tallerken. Et syn, vi ikke lige kan forholde os til!

Efter frokost skulle vi krydse floden, hvilket blev gjort i denne lille vogn 10 meter over den brusende flod. Ganske sjovt, men rart at staa paa fast jord igen.
Vores anden dag endte i disse varme kilder, som bare var den helt rigtige, behagelige afslutning.

Tredjedagen var ganske og aldeles uinteressant med undtagelse af de foerste 500m ud af 6km's gang paa disse togskinner. Det var dog endnu engang i skoen natur, saa det var bare med at nyde det, der nydes kunne - selvom det var lidt svaert.

Vi endte i Aguas Calientes, som er byen lige nedenfor Machu Picchu den 19.10 om eftermiddagen. Og brugte tiden inden aftensmad paa at bade og slappe lidt af.

Kl. 4.30 naeste morgen begyndte vi vores opstigning 700m op til Machu Picchu. Vi endte selvfoelgelig langt bag vores gruppe, men det var nu ogsaa lidt hyggeligt. Det var en haard tur, men vi gjorde det - og det var dejligt.

Machu Picchu var saa imponerende. Kan slet ikke beskrives! Tror man bliver noedt til at opleve det.

Vi havde lidt over 4 timer til bare at gaa rundt og nyde det hele i, inden vi kl. 11 tog til bage til Aguas Calientes for at finde hjemad mod Cuzco.

Plazaen i Cuzco i et underligt vejr paa vores sidste aften i byen.

Vores naeste stop efter Cuzco var en tre dages tur i junglen, som vi havde arrangeret hjemmefra gennem et rejsebureau, som Mette har kontakt til. Vi moedtes saaledes med de foerste danskere, vi har set i lang tid, paa et hotel i Cuzco onsdag morgen og fulgtes med dem ud til lufthavenen. Herfra floej vi til Puerto Maldonado, som ligger midt ude i junglen.

Vi blev her hentet af vores meget soede guider og fragtet i bil og baad til vores lodge midt inde i regnskoven. Det var det rene luksus i forhold til vores levestandard siden vi forlod Danmark - fantastisk mad, fantastiske vaerelser og fantastisk service. Vi elskede det ret meget!

Vi havde nogle fantastiske dage med gaature rundt i regnskoven, sejlture paa floden og en naerliggende soe. Vi fik set ulaekre kryb, aber i tonsvis, araer, ildfluer og flodsvin, men vi fandt ogsaa ud af, at termitter bare smager af friske danske aerter.

En morgen stod vi tidligt op og sejlede rundt paa soeen. Udover en masse fuglekiggeri stod den ogsaa paa piratfiskfiskeri og jeg fik fanget min helt egen, som jeg derefter blev noedt til at kysse - for det skal turister, aabenbart, men saa har man ogsaa proevet det.

Dette klamme dyr alias karkelakken har faaet sin helt egen tekst, fordi I ikke maa vaere i tvivl om, hvor ulaekker den er. Isaer naar den sammen med sine venner valgte at invadere vores vaerelse, hvilket resulterede i to forholdvis voksne piger, som meget hurtigt blev 13, teenagere og hvinende igen.

Eftermiddagen paa andendagen tilbragte vi i en naerliggende medicinhave. Troen paa naturens kraefter er stadig meget stor i Peru og den bliver ikke mindre saa langt vaek fra "civilisationen". Saa vi blev malet i hovederne og proevede forskellig medicin mod impotens og mangel paa energi samtidig med, at vi fik det hel store gennemgang af de vigtigste planter og hvordan de bliver brugt.

I fredags tog vi saa et fly fra Puerto Maldonado og hele vejen til Lima, sagde farvel til vores danske gruppe og fik indlogeret os. Og efter en dag igaar brugt paa at klare de sidste praktiske ting, nyde hinandens selskab og spise en rigtig farvelmiddag er vores tur sammen nu slut.

Jeg tog med Mette ud i lufthavnen i morges og fik sagt farvel. Det var lidt svaert! Og saa underligt, at hun ikke laengere er her, naar vi har vaeret saa intenst sammen de sidste 4 maaneder. Men vi skal hver isaer ud paa nye eventyr, som vi heldigvis glaeder os frygtelig til!