This is Bolivia

Saa er det vist ved at vaere en uges tid siden, vi opdaterede sidst og siden da har vi oplevet Bolivia, som Bolivia nu engang er.

Vi har efterhaanden indset, at vores tid tilbage i Sucre er begraenset, hvilket betyder, at vores maengde af weekender med mulighed for weekendture efterhaanden ogsaa bliver mindre og mindre. Vi besluttede derfor for nogle uger siden at tage til Potosí i weekenden i anledning af en festival, som vi dog endte med ikke at se saa meget til.

Potosí er en mineby, der ligger ca. 150 km fra Sucre, og som havde sin storhedstid, da spanierne var her. Byen skulle efter sigende have vaeret stoerre dengang end baade London og Paris er idag. Byens stolthed er bjerget Cerro Rico, som er blevet udnyttet siden engang i 1500-tallet. Man siger, at man ville kunne bygge en bro af soelv fra Potosí til Spanien af de maengder af soelv, som er blevet gravet udfra Cerro Rico - og at man ville kunne bygge en bro tilbage af knogler fra de mange tusinder af slaver, som er doede i minerne.

Byen er stadig praeget af det haarde arbejde i minerne, hvor ca. 15.000 af byens beboere arbejder idag. Vi besluttede os, noget toevende, for at kaste os ud i en af de mange mineture, der bliver tilbudt rundt omkring i byen og loerdag morgen kl. 9 drog vi afsted sammen med tre italienere og en tysker. Vores foerste stop var indkoeb af gaver til minearbejderne. Cocablade er uundvaerligt for arbejderne, der godt kan have en arbejdsdag paa 12 timer, da de daemper sult og traethed. Vi koebte derfor hver isaer en pose coca og en flaske sodavand (efter vejledning fra vores guide). Da vi havde hentet og iklaedt os det noedvendige udstyr, tog vi op til bjerget og begav os afsted.

Vi moedte mange arbejdere inde i minen, som alle spurgte ivrigt efter coca. Vores beholdning af de eftertragtede blade slap dog hurtigt op og de maatte tage til takke med vores sodavand.

Mange af arbejderne er ikke mere end i starten af tyverne. Vi snakkede med en arbejder paa 18, som allerede havde arbejdet dér i 3 aar og bliver han ved, forventes han at doe om ca. 12 aar af lungesygdommen silikose. Hele stemningen omkring minerne er ret deprimerende. Da vi kom ud fra minen til de her smaa huse, efter 2 timer, var mange af de arbejdere, der havde fri, naesten bevidstloese af druk.

Inde i minen bor djaevlen, som minearbejderne kalder Tio. Lige saa snart, de traeder ind i minen, er det ham, de beder til i haab om, at der intet vil ske dem og at arbejdet vil forloebe godt. En gang om ugen ofrer arbejderne cocablade, alkohol og cigaretter til ham.

Et billede af byens smukke Plaza med katedralen i baggrunden.

Vores weekend i Potosí var rigtig hyggelig paa trods af, at vi ligesom i La Paz befandt os hoejt, hoejt oppe (ca. 4000m.) og derfor endnu engang maatte doeje med foelgerne i form af traethed og underlig snurren i kroppen.

Desuden var turen til og fra Potosí lidt af et eventyr. Campesinoerne (Bolivias indianere og fattigste befolkning) blokerede nemlig vejen over 30km mellem Sucre og Potosí. Hvorfor, ved vi ikke helt, men har forstaaet paa Mama Vicky, at det er noget, regeringen har bedt dem goere i protest over de mange uger, hvor laererne og andre arbejdere var i strejke og blokerede veje i protest mod regeringen. En smule forvirrende!

Pointen er, at vores rejse frem og tilbage blev besvaerliggjort en del. Vi tog afsted fra Sucre fredag eftermiddag med taxa til den foerste blokade, som vi maatte gaa over. Her ventede en ny taxa, som koerte os til den foelgende blokade, som vi igen maatte gaa over. Til al held ventede her en stor lastbil, hvor vi, sammen med bolivianerne og 13 britiske backpackers, blev laesset op. Lastbilen koerte os til den sidste blokade, hvorfra vi fandt en taxa til Potosí.

Turen hjem gik langt fra ligesaa let. Vi forhoerte os i Potosí inden vi tog afsted om situationen og alle sagde, at det var umuligt at komme til Sucre, da blokaderne var blevet intensiveret. Vi mistede modet en smule, men stoedte paa en familie med to smaa boern, som ogsaa skulle til Sucre og mente at det sagtens kunne lade sig goere. Vi hoppede ind i en taxa med dem og blev koert de foerste 100km mod Sucre, hvor vi moedte den foerste blokade - og her ventede ikke nogle koeremuligheder, hvorfor vi begyndte at gaa. Efter en halv time i bagende sol, saa vi en lille lastbil, en ambulance og en anden lille bil. Vi var tydeligvis de eneste turister - dumme nok (eller integrerede nok?) - til at begive os afsted mod Sucre den dag, men da alle vores bolivianske foelgesvende hoppede op i lastbilen, fulgte vi efter. Da lastbilen koerte forbi ambulancen og den anden lille ladbil, fik vi opklaret vores mysterie om, hvorfor de holdt pakeret midt ude i ingenting. Paa ladet af den lille bil laa liget af en mand daekket til af et taeppet og omsvaermet af fluer!

Vi blev koert en 15km af den lille lastbil, som maatte stoppe for endnu en vejblokade. Og nu begyndte den rigtige rejse. Vi moedte ingen koeretoejer de naeste 20 km og blev noedt til at gaa og selvom vi var taget fra Potosí omkring kl. 12, faldt moerket hurtigt paa. To piger, som kun forstaar en broekdel spansk, ude midt i ingenting og ikke aner, hvor langt der er hjem, er ikke verdenss bedste cocktail hernede. Saa vi naaede et punkt, hvor vi ikke syntes, det hele var saa sjovt laengere. Heldigvis stoedte vi paa en mand, som viste sig at vaere ret fllink og som soergede for, at vi kom sikkert frem til den sidste blokade, fik smidt os ind i en taxa og sendt os hjem. Saa det var ret dejligt!

Tirsdag og onsdag formiddag var vi med Mama Vicky paa arbejde i hendes boernehaveklasse. Billedet ovenover er fra deres "morgensamling". Det var en ganske anden oplevelse end derhjemme! Én laerer og 40 unger, som alle er hoeje paa sukker. De sidder og spiser slik fra de kommer kl. 9 til de gaar hjem igen kl. 12. Vi har valgt i stedet at komme tilbage til de smaa paa boernehjemmet om morgenen. Det er vi ret glade for!

I starten af denne maaned begav vi os ud i noget af et projekt, da Maria havde lovet sin spansklaerer, at vi ville lave Dannebrog til sprogskolen. Stoffet og traaden blev koebt og saa blev der ellers syet - i haanden. Et lidt stoerre arbejde end regnet med. Og vi var lidt kede af at skulle give vores meget flotte flag vaek.

Igaar var det Mama Vickys foedselsdag, som blev fejret meget fint til frokost med hele familien og dejlig mad.